Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

Skoleleder: Vigtigt at understøtte lyst og evne til medmenneskelighed

    4. februar 2020
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • ISJ Socialpraktik

    På Østerbro i København ligger Institut Sankt Joseph. En fri og privat skole, der bygger på et katolsk-kristent værdigrundlag. Skolen arbejder målrettet med at bygge bro imellem værdigrundlag og hverdag. Det har bl.a. udmøntet sig i et tiltag, hvor eleverne påtager sig ulønnet socialt arbejde.

    I Institut Sankt Josephs værdigrundlag kan man bl.a. læse følgende: ”Det enkelte barn skal have lyst til at bruge sig selv til glæde for medmennesket og verden - til større frihed, retfærdighed og fred”. Arbejdet med disse dannelsesmæssige perspektiver kan, ifølge skolen, ikke kun foregå i klasseværelset. Skolens leder, Peter Franklin, forklarer, at hvis eleverne skal begribe, skal de selv ud at erfare. Derfor arbejder skolen målrettet på, at eleverne oplever værdierne udtrykt konkret i deres skolehverdag. Heraf er bl.a. opstået et tiltag: Socialpraktik.

     

    Elever i socialpraktik

    Socialpraktik består i, at alle skolens 8. klasses-elever i ti uger påtager sig to ugentlige timers ulønnet socialt arbejde. Det kan være på et plejehjem, i en vuggestue/børnehave, i et suppekøkken eller som handicaphjælper, fodboldtræner, lektiehjælper mv. Eleverne skal selv forsøge at finde et praktiksted, men skolen hjælper, hvis det ikke lykkes. Praktikken er en del af skolens religionsundervisning. Før og efter praktikperioden bliver der trukket faglige paralleller fra socialpraktikken til skolens fag. Bl.a. emner som etik og næstekærlighed bliver belyst i religionsfaget.

     

    Socialpraktik på studietur

    I afslutningen af 8. klasse tager eleverne på studietur til Rom. Her er eleverne også i socialpraktik. Skolen samarbejder med flere katolske fællesskaber, der har suppekøkkener for fattige og hjemløse. Her hjælper eleverne til i løbet af studieturen. ”Noget af det vigtigste, eleverne lærer, er at vise, at de finder udsatte mennesker lige så meget værd som dem selv og andre ”, understreger skolelederen, og han fortsætter ”Og det kan ganske enkelt ikke læres i et klasseværelse!”.

     

    En stor succes

    Socialpraktikken er, ifølge skoleleder Peter Franklin, en stor succes, og eleverne giver udtryk for, at tiltaget giver mange gode oplevelser:

    ”Eleverne kommer hjem og fortæller livligt om deres oplevelser. Man kan også i den grad mærke, at praktikken sætter gang i refleksionerne om menneskeværd, social ulighed osv. Det viser, at vores tiltag virker”.

    Og han uddyber:

    ”Formålet med denne praktik ligger i forlængelse af vores dannelsesidealer, og det er skolens ønske og håb at åbne elevernes øjne for de værdier, der ligger i at være noget for andre mennesker, og at forløbet vil medvirke til at udvikle større social opmærksomhed og ansvarlighed hos den enkelte elev”, forklarer Peter Franklin.

     

    Friheden til at gøre det anderledes

    De frie skoler må i en vid udstrækning selv bestemme, hvordan undervisningen skal foregå, og om skolens formål og virke i øvrigt skal ske under hensyntagen til særlige idéer eller opfattelser. Det er dette tiltag med socialpraktik et eksempel på. Mange frie og private skolers succes hviler netop på denne frihed til kunne gøre værdigrundlaget til en del af det konkrete levede liv i og omkring skolen.

    Som skoleleder Peter Franklin afslutningsvis forklarer: ”Skal de katolske skolers menneskesyn og dannelsesideal virkeliggøres, er det afgørende vigtigt med frihed til at lave konkrete aktiviteter, som til stadighed understøtter elevernes lyst og evne til at arbejde for fred og medmenneskelighed – i en verden, der i den grad kalder på det”.

     Simone Dalsgaard

    Simone Dalsgaard

    Chefkonsulent, kommunikationsansvarlig

    33307927
    60771719

    Send sikker mail til Simone. Klik her.


     Randi Linette Kristiansen

    Randi Linette Kristiansen

    Kommunikationsmedarbejder

    33307926
    31325492

    Send sikker mail til Randi. Klik her.
    I mailen bedes du skrive "att: Randi"


    Arkiv